Førstegangskøber

Er du på udkig efter din første bolig?

Kontakt os

Førstegangskøber? Sådan kommer du godt i gang med boligkøb

Er du ved at tage springet ind på boligmarkedet, er der meget, du skal tage stilling til. Du synes måske, at det til tider er lidt uoverskueligt, og det er du ikke ene om. Her får du nogle gode råd om, hvad du kan overveje, når du køber bolig for første gang.

 

Tænk langsigtet, når du køber bolig

Et af de vigtigste råd til førstegangskøbere er, at forvente at bo i boligen i mange år. En lang tidshorisont er en fordel, fordi det koster penge at købe og sælge bolig til ejendomsmægler, tinglysning, låneomkostninger og gebyrer løber hurtigt op.

De fleste førstegangskøbere finansierer boligen med:

  • Op til 80 % realkreditlån

  • Op til 15 % banklån

  • Minimum 5 % i egen udbetaling

Det betyder, at du i starten kan have gæld svarende til op mod 95 % af boligens værdi. Hvis boligpriserne falder kort efter dit køb, kan du risikere, at boligen er mindre værd end din gæld.

Derfor er det en fordel at blive boende i flere år. Med tiden afdrager du på lånene og opbygger friværdi, og så står du stærkere – også hvis markedet svinge. 


Køb efter behov – ikke efter markedets tempo

Du skal kun købe en bolig, hvis du har behov for et sted at bo. Det kan være fristende at forsøge at købe på ”det rigtige” tidspunkt og få en gevinst i form af en højere pris ved et fremtidigt salg. Skal man købe nu? Vente? Skynde sig, før priserne stiger? Sandheden er, at selv erfarne økonomer ikke kan forudsige boligmarkedet præcist. Markedet kan vende hurtigere, end man tror, i begge retninger.

Derfor bør du købe bolig, når:

  • Du har brug for et sted at bo

  • Din økonomi er klar

  • Dit liv passer til det

Ikke fordi “alle andre gør det”, eller fordi priserne stiger. Boligkøb handler først og fremmest om din hverdag og din økonomi – ikke om at ramme den perfekte timing.

 

Spar op i god tid før boligkøb 

Begynd at spare op i god tid, så du har til udbetalingen. Som minimum skal du selv komme med 5% til udbetalingen. Men det er kun begyndelsen.

Der kommer også udgifter til:

  • Flytning

  • Maling og forbedringer

  • Nye møbler eller hårde hvidevarer

  • Advokat og øvrige omkostninger

Samtidig vil dit rådighedsbeløb typisk falde, fordi faste udgifter stiger. Det betyder færre penge til restaurantbesøg, tøj, ferier og impulskøb. 

Et godt råd er at “øve dig” på din kommende boligøkonomi: Sæt penge til side hver måned, så du lever for det beløb, du forventer at have tilbage efter boligkøbet. Så mærker du på egen krop, om økonomien hænger sammen – og sparekassen kan se, at du har styr på det.

For det er sjovere at eje sit hjem end at føle sig økonomisk presset hver måned.

 

Se på en masse boliger og tænk fremad

Du skal som sagt have en lang tidshorisont, når du køber bolig. Derfor kan det være en rigtig god idé at se på mange forskellige boliger i forskellige områder, så du får den bolig, der passer bedst muligt til dine behov.

Overvej blandt andet:

  • Skal du bo centralt – eller have mere plads?

  • Er altan nok, eller drømmer du om have?

  • Hvad med transporttid?

  • Ændrer dit behov sig om 2–5 år?

Hvis der er familieforøgelse, jobskifte eller andre ændringer i horisonten, bør det tænkes ind fra start. En bolig skal kunne rumme dit liv – også når det udvikler sig. 

Klar til at tage næste skridt?

Som førstegangskøber er der mange beslutninger, men du behøver ikke tage dem alene. En god forberedelse, sund økonomi og realistiske forventninger er fundamentet for et trygt boligkøb. Overvejer du at købe bolig? Så lad os tage en snak om dine muligheder og din økonomi – inden du skriver under på noget.