Årsopgørelsen 2025 er klar – har du styr på din skat?
Årsopgørelsen for 2025 er åbnet i dag den 23. marts 2026, og du kan nu logge ind på skat.dk og se Skattestyrelsens beregning af din skat for sidste år.
De fleste oplysninger bliver automatisk indberettet – for eksempel løn, renter til bank og realkredit samt fagforeningskontingent. Men der kan stadig være fejl eller manglende oplysninger, så det er vigtigt, at du selv gennemgår din årsopgørelse grundigt. Det er nemlig dig, der har ansvaret for, at tallene er korrekte.
Fradrag du selv skal huske på årsopgørelsen
Der er en række fradrag, som ikke bliver indberettet automatisk, og som du derfor selv skal skrive på din årsopgørelse. Har du ret til et fradrag, betyder det, at du skal betale mindre i skat. Derfor kan det godt betale sig at bruge lidt tid på at gennemgå din årsopgørelse, så du ikke betaler mere i skat, end du behøver.
Det kan for eksempel være håndværkerfradrag og servicefradrag for arbejdsløn til energiforbedringer og renoveringsopgaver i din bolig – eller til ydelser som rengøring og havearbejde.
Har du mere end 12 km til arbejde hver vej, kan du også få kørselsfradrag for de dage, du faktisk møder på arbejde.
Rentebetalinger til bank og realkredit bliver automatisk indberettet, men har du lånt penge af familie eller venner, skal du selv oplyse rentebetalingerne. Husk, at du skal kunne dokumentere aftalen.
Tjek din forskudsopgørelse for 2026
Mange danskere oplever hvert år enten at skulle betale restskat eller få penge tilbage i skat, fordi deres forskudsopgørelse ikke passer med deres faktiske indkomst og fradrag.
Hvis du vil undgå restskat næste år – eller undgå at få for lidt udbetalt i løbet af året – er det en god idé at tjekke og rette din forskudsopgørelse for 2026.
Ved at opdatere dine oplysninger løbende sikrer du, at du betaler den rigtige skat. Det er især vigtigt, hvis der er sket ændringer i din økonomi, for eksempel hvis du:
- har købt eller solgt bolig
- har fået ny rente på dit boliglån
- har omlagt dit realkreditlån
- har skiftet job eller ændret indkomst
Vigtige datoer for skat 2025
- 23. marts: Årsopgørelsen er klar
- 25. april: Overskydende skat udbetales
- 20. maj: Frist for at rette årsopgørelsen
- 1. juli: Sidste frist for frivillig indbetaling af restskat uden tillæg
