Velkommen til Brian Struwe Poulsen – ny filialdirektør i Odense

Rise Sparekasse har ansat Brian Struwe Poulsen som filialdirektør for Sparekassens kommende filial i Odense. Brian er startet den 1. juni 2026.

Brian får en central rolle i etableringen og udviklingen af filialen, hvor fokus bliver at skabe en stærk lokal tilstedeværelse og opbygge tætte relationer til både kunder og samarbejdspartnere.

Brian er bankuddannet og har desuden gennemført HD 1. del. Han har mange års erfaring fra den finansielle sektor som både rådgiver, Private Banker og senest afdelingschef i et større pengeinstitut. Derudover bringer han over 20 års erfaring som filialdirektør med sig.

Sparekassedirektør Bjarne V. Nielsen udtaler:
"Ansættelsen af Brian er et vigtigt skridt i vores etablering og fremtidige udvikling i Odense. Han kommer med solid erfaring, stærke værdier og det rette drive til at opbygge en filial med fokus på nærhed og kvalitet i rådgivningen. Vi glæder os meget til samarbejdet.”

 

Om sin nye stilling siger Brian:

Hvorfor har du valgt at skifte til Rise Sparekasse?
”Jeg har valgt at skifte, fordi det er en unik mulighed at være med til at åbne en filial og skabe noget nyt fra bunden. Samtidig har Rise Sparekasse nogle gode, nærværende værdier for kunder og medarbejdere.”

Hvad tiltrak dig særligt ved rollen som filialdirektør i Odense?
”I en branche hvor hverdagen primært er fokuseret på opkøb, øget indtjening, sammenlægninger og reduktion af medarbejdere, som vi ser hos flere af de større pengeinstitutter, ser jeg det som muligheden for at skabe noget, hvor vi har fokus på gode kundeoplevelser og medarbejdernes trivsel!”

Hvad bliver din vigtigste opgave som filialdirektør i Odense?
”Min vigtigste opgave bliver at sikre, at vores kunder oplever kompetent, nærværende og let tilgængelig rådgivning hver gang, de er i kontakt med os. Derfor vil jeg samle et stærkt hold af dygtige rådgivere, som hver dag vil arbejde for at opbygge tætte kunderelationer, høj kundetilfredshed og et team, der leverer kundeoplevelser, som gør en reel forskel i kundernes hverdag.”

Hvilke mål har du for filialen de første 12 måneder?
“At tiltrække et stærkt hold af kompetente rådgivere og udvide kendskabet til Rise Sparekasse og vores filial i Odense.”

Hvordan vil du bruge dine erfaringer i dit nye job?
”Min erfaring gør, at jeg ved, hvad der skal til for at tiltrække kunder og skabe en nærværende, imødekommende atmosfære i vores nye filial.”

Hvis du ikke havde valgt finans, hvad havde du så arbejdet med i dag?
”Så havde jeg været møbelsnedker, jeg elsker at arbejde med den varme, der er i træ. Det er fx en fornøjelse at se på møbler designet af Finn Juhl og lavet af Arne Vodder. Jeg går meget op i detaljerne.”

Hvilken rutine eller vane betyder mest for dig i hverdagen?
”Det er helt klart morgenrutinen – at dagen bliver startet godt med en kop kaffe, læse nyheder og sende Emil og Freja i skole.”

Hvad gør du for at koble helt af efter arbejde?
”Så skal jeg udenfor, kaster mig over et nyt projekt på vores gamle præstegård eller være sammen med familie og venner.”

Hvilke interesser fylder mest for dig lige nu uden for dit arbejde?
”Jeg elsker at høre musik, så musikoplevelser og koncerter fylder altid rigtig meget – jeg bliver glad af at høre musik.”

Brian er 48 år og bor i Odense sammen med Helena, der arbejder på OUH. Sammen har de to børn på henholdsvis 13 og 14 år.