Velkommen til Ida Boye Alfastsen – vores nye praktikant i Rise afdeling
Velkommen til Ida – vores nye praktikant i Rise afdeling på Ærø
Pr. 1. januar 2026 har vi haft fornøjelsen af at byde velkommen til Ida Boye Alfastsen, som er startet i praktik hos os i Rise afdeling på Ærø.
Ida er 22 år og er opvokset på Ærø, så lokalområdet er hende særdeles velkendt. Hun læser til finansøkonom og har tidligere boet i Odense i forbindelse med sit studie, men er nu flyttet hjem til Ærø igen i forbindelse med praktikopholdet – noget, vi kun kan glæde os over.
I sin praktik vil Ida få indblik i Sparekassens hverdag og arbejde tæt sammen med kollegaerne på Rise afdeling. Her får hun mulighed for at omsætte teori til praksis og opbygge værdifuld erfaring inden for den finansielle verden.
Ida siger selv om sin nye praktikplads:
"Jeg ser frem til min praktik hos Rise Sparekasse. Valget faldt naturligt på Rise Sparekasse og særligt Rise afdeling på Ærø, da jeg selv kommer fra Ærø og er flyttet hjem igen. Det betyder meget for mig at arbejde et sted med stærke lokale rødder og et tæt forhold til både kunder og lokalsamfund.
Rise afdeling har gjort et stort indtryk på mig med sin imødekommende stemning, høje faglighed og stærke fællesskab. Her mærkes engagement og den personlige tilgang til rådgivning tydeligt. I min praktik glæder jeg mig til at omsætte teori til praksis og bidrage med gåpåmod, nysgerrighed, god service og et friskt perspektiv, samt blive en aktiv del af hverdagen i Sparekassen."
Når Ida ikke studerer eller arbejder, bruger hun gerne tid sammen med familie og venner som giver hende energi til hverdagen.
Vi glæder os over at have fået en praktikant på Ærø og ser frem til et godt, lærerigt og konstruktivt samarbejde med Ida.
